was successfully added to your cart.

De fleste kender den nok: Den sære fornemmelse af at have været et bestemt sted før eller oplevet en bestemt situation før, selvom vi ved, at det ikke han være tilfældet. I hvert fald regner man med, at mere end halvdelen af alle mennesker fra tid til anden har oplevet det, man kalder et deja-vu.

Siden fænomenet først blev beskrevet og navngivet af parapsykologen Émile Boirac i 1876, har det ikke skortet på mere eller mindre flyvske forklaringer på, hvordan deja-vu var baseret på oplevelser fra tidligere liv eller hænger sammen med en form for clairvoyance. De mange spekulationer har utvivlsomt fået næring af, at deja-vu fænomenet kan forekomme en kende mystisk ved første øjekast.

Der findes imidlertid flere plausible forklaringer på fænomenet, som ikke involverer minder fra tidligere liv. Én af de tidligste forestillinger var, at følelsen af genkendelse skyldes lighed med scener, vi tidligere har drømt eller fantaseret omkring. Blandt de mere hjernebaserede forklaringer er en teori om, at de dele af hjernen som er aktive i genkendelsen af en bestemt scene, modtager signaler fra andre områder af hjernen. Sker dette forskudt fra hinanden, kan det vække en sær følelse af genkendelse, fordi vi reelt har oplevet den samme situation før, nemlig for få millisekunder siden. Denne fornemmelse har man endda haft held med at skabe kunstigt i laboratoriet.

Den mest sandsynlige forklaring hænger dog sammen med, at hjernen har to separate systemer, der henholdsvis er ansvarlig for vores bevidste hukommelse og en mere primitiv genkendelse af, om vi har oplevet noget før eller ej. Da de to systemer mestendels arbejder uafhængigt af hinanden, er det ikke utænkeligt, at hvis en situation eller et sted minder meget om noget, vi har oplevet før, kan den del af hjernen, som udelukkende genkender, om vi har oplevet noget før, reagere og skabe fornemmelsen af, at stedet eller situationen er velkendt, mens vi med vores bevidste hukommelse godt ved, at vi aldrig har været på stedet før. At vi endnu ikke ved hvilken af de mange mulige forklaringer, der er den rigtige, skal naturligvis ses som et tegn på, at vi endnu ikke har forstået fænomenet til bunds. Men uforklarligt er det altså ikke.

100 myter om hjernen

100 myter om hjernen

 

Hjernen er vores vigtigste og mest forunderlige organ. I disse år er der en overvældende interesse for at lære mere om hjernen, men hermed følger også udbredelsen af en række forestillinger, som ikke har hold i virkeligheden.

I en af bøgerne i FADL’s Forlags serie ”100 myter om…” tager hjerneforsker Thomas Thaulov Raab hånd om de 100 mest almindelige hjernemyter, og spørger, hvad der er fup, og hvad der er fakta?

 

DU KAN KØBE BOGEN HER

Leave a Reply