AF STINNA GULDMANN MARKER & JULIE BRUUN

“De her gulerodsbrud er nemme at spise, og så smager de forrygende med smør på,” siger Stinna Guldmann Marker, en af forfatterne til kogebogen “Hverdagsfavoritter”, som også er uddannet sygeplejerske og læser kandidat i sygepleje lige nu.

20 stk

5 dl lunken vand

40 g gær
1 spsk. salt
2 spsk. honning eller agavesirup
350 g sigtet speltmel
500 g hvedemel
50 g smør
2 æg, str. M/L
3 store gulerødder
100 g solsikkekerner

Kom vand i en skål, og opløs heri gær, salt og honning.

Kom sigtet speltmel og hvedemel i en anden skål, og smuldr smørret godt ind i melet.

Hæld væsken over i melet, og ælt dejen godt i 5-10 minutter, indtil den er blød og smidig.

Læg et klæde over skålen, og lad dejen hæve på køkkenbordet i en time.

Riv gulerødderne groft.

Kom dejen ud på et meldrysset bord, og lav en fordybning i dejen. Slå æggene ud i fordybningen, og tilsæt også de revne gulerødder og solsikkekerner.

Slå dejen sammen rundt om fordybningen, så gulerødder og solsikkekerner fordeles rundt i dejen. Det skal ikke æltes, men blot vendes sammen, så den stadig er klumpet.

Kom håndfulde af dejen over på en beklædt bageplade, og lad så gulerodsbruddene efterhæve en time.

Tænd ovnen på 220 grader. Bag bollerne i cirka 15 minutter, indtil de er flot gyldne i overfladen.

Få flere lækre opskrifter i Hverdagsfavoritter

Julia Bruun og Stinna Guldmann Marker står bag bogen “Hverdagsfavoritter”, hvori de deler deres bedste opskrifter med alle der elsker at lave god, sund og let mad.

De to forfattere er madbloggere, og de ved lige, hvad du har brug for og lyst til, når du skal lave mad i dagligdagen. Opskrifterne her er derfor lettilgængelige, sunde og så smager de så godt, at du nok skal få lyst til at lave dem igen.

Du får opskrifter på alt fra morgenmad til tilbehør, drikkevarer, frokost og aftensmad med “Hverdagsfavoritter”. Og bare rolig: Din søde tand bliver ikke snydt.

Køb bogen her

Leave a Reply