AF MAYA LÜTZHØFT

Denne glutenfri banankage er supersimpel at lave. Den er også forholdsvis sund og kan nemt spises som et mellemmåltid for at give god energi før træning.

Loppefrøskallerne har et højt fiberindhold og giver derfor en god mæthed, da de giver maven noget at arbejde med. Skallerne suger væske, hvilket betyder, at der ikke skal så meget mel i opskriften. Rismel er naturligt glutenfrit, men har du ikke problemer med gluten, kan du sagtens erstatte det med en anden meltype, eksempelvis speltmel.

Husk at vælge en chokolade med høj kakaoprocent. For en endnu sundere version af denne glutenfri banankage kan du undlade chokoladen ovenpå.

Opskriften er fra bogen “Et sundt år”, som er skrevet af kostvejleder og personlig træner Maya Lützhøft, som ønsker at hjælpe læseren til at få en sund krop på en realistisk måde. Ikke på fire uger, men over et helt og sundt år.

1 GLUTENFRI KAGE

 

4 modne bananer

3 æg
1 tsk. vaniljepulver
1 tsk. bagepulver
1 spsk. loppefrøskaller (fiberHUSK, den gule pakke)
30 g fuldkornsrismel
35 g mandelmel
1 knsp. salt

 

Topping

50 g chokolade
1 håndfuld kokosflager

Tænd ovnen på 200°C.

Blend bananer og æg grundigt i en foodprocessor. Tilsæt vaniljepulver, bagepulver, loppefrøskaller, rismel, mandelmel og salt, og blend igen, så du får en jævn dej.

Fordel kagen i en form på 25 x 25 cm beklædt med bagepapir, og bag kagen i 15-20 minutter, indtil der ikke er noget, der klæber på, når du stikker i den med en kniv. Smelt chokoladen over et vandbad, og fordel den over kagen.

Pynt banankagen med kokosflager, og lad dernæst chokoladen stivne.

I "ET SUNDT ÅR" FÅR DU GODE RÅD TIL AT FÅ SUNDE VANER I DIT LIV

Et sundt år giver en lang og holdbar guide til, hvordan du kan få et sundt liv. Bogen kommer med inspiration til, hvordan du kan gøre hverdagen sundere og optimere din træning. Bogen er et alternativ til de urealistiske og restriktive lynkure, og den fokuserer på en mere langsigtet sundhed, som du kan leve efter nu – og om flere år.

I bogen lærer du alt, du skal vide for at kunne implementere de sunde vaner i dit liv – og opretholde resultaterne på den lange bane. Et sundt år giver dig hver måned sunde opskrifter, træningsprogrammer, træningsøvelser og i hvert kapitel findes et sundhedstema, som giver dig redskaberne til at optimere f.eks. din fordøjelse, din søvn, din kondition eller din styrke.

Maya Lützhøft har bloggen MAYADROEM, som handler om sundhed og fitness. Maya er optaget af den sunde balance, hvor træning, sundhed, kost, livsglæde og det sociale liv går op i en højere enhed.

Leave a Reply