was successfully added to your cart.

AF LOUISE BRUUN & TORBEN KITAJ

Mmmm, findes der noget lækrere end hjemmelavet nøddecreme til morgenmaden, på nybagte boller eller på brunchbordet? Det synes vi ikke, så derfor får du her den bedste opskrift på nøddecreme lavet på hasselnødder, og det er altså slet ikke så krævende, som du måske går og tror – så kast dig endelig ud i det!

1 STORT GLAS

200 g hasselnødder, med skal

2 dl kokossukker
100 g kakaosmør
50 g mørk chokolade, 70 %
1 knivspids havsalt
1 spsk. baobab (kan købes på nettet eller hos diverse helsebutikker)
– alternativt kan du bruge 1 stang vanilje, skrabet
2 spsk. kokosolie
1 dl kogende vand

Varm ovnen op til 180 grader varmluft, og læg nødderne i et ovnfast fad.

Rist nødderne i ovnen, til de er gyldne og duftende, og skallen begynder at krakelere – hold godt øje med dem!

Nødderne skal være mørkegyldne, men må selvfølgelig ikke blive for mørke, da de så bliver brændte og bitre i smagen.

Lad dem køle af i 5 minutter, indtil de akkurat er kølet nok til, at man kan gnide det meste af skallen af. Det gør ikke noget, at noget af skallen stadig sidder på, det smager man ikke, når cremen blendes.

Blend nødderne i ca. 10 minutter.

Stop et par gange undervejs, og vend nødderne, så blenderen får fat i dem alle. Efter ca. 10 minutter vil du kunne se, at nødderne langsomt bliver til en creme.

Tilsæt kokossukker, kakaosmør, chokolade, havsalt, baobab/vanilje, kokosolie og vand, og blend, indtil cremen er ensartet og cremet.

Hæld nøddecremen på et rengjort glas, og sæt den på køl. Nyd nøddecremen inden for de næste par uger – hvis den holder så længe …!

SUND MED CHOKOLADE

Vidste du, at mørk chokolade har en positiv effekt på blodomløbet og hjertet – og også dit tarmsystem. Det er godt for din hjerne og hukommelse. Og det gør dig gladere.

75 forførende lækre opskrifter med chokolade i centrum: Bogen her er guf for alle chokoladeelskere! Opskrifterne er udviklet af kostekspert Louise Bruun, der tryller de bedste smage frem i både morgenmad, salater og aftenretter samt desserter og snacks til hele familien. For chokolade er super velegnet til alle slags madoplevelser!

Chokolade er en spise fuld af overraskelser: Den kan snildt indgå i både søde og salte retter. Den har sunde, gavnlige egenskaber for din krop og velvære. Og så er den lige til at gå til og nem at få fat på!

Om forfatterne: Louise Bruun har arbejdet med sundhed i de sidste 20 år og elsker det! Hun er drevet af passion og interesse – og det er blevet til 11 bøger, blandt andet om antiinflammatorisk kost, samt foredrag og fjernsyn med mere. Torben Kitaj er journalist. Han har været redaktør på TV-Avisen og senest chefredaktør på Ugeskrift for Læger. Forfatter til flere bøger, bl.a. Tyskland efter 1989 og Til Gentofte.

Læs et uddrag af bogen her.

Leave a Reply