Interview med forfatterne bag ‘Kompendium i dermatologi og venerologi’:

”Vi har virkelig nydt processen og er blevet positivt overraskede over, hvor meget vores egne erfaringer fra klinikken har kunnet bruges aktivt i arbejdet med bogen.”

 

 

Frederikke Koefoed-Hansen og Olivia Thorsgaard, som begge er medicinstuderende på 11. semester ved Københavns Universitet, står bag Kompendium i dermatologi og venerologi. I dette interview deler de deres tanker om, hvorfor de gerne ville lave den pensumnære bog – og hvordan den kan være en støtte i både undervisning og eksamensforberedelse.

 
Hvad handler bogen om?

Bogen gennemgår de mest relevante dermatologiske og venerologiske sygdomme og præsenterer dem på en let og overskuelig måde med kliniske billeder og illustrative figurer. Desuden indeholder bogen eksamensrelevante cases, hvor læseren præsenteres for konkrete kliniske problemstillinger.

Hvorfor har I skrevet den?

Da vi selv havde kurset i dermatologi og venerologi, oplevede vi, at den eksisterende lærebog var meget omfattende og ikke særligt pensumnær. Vi syntes derfor, at der manglede en mere overskuelig og lettilgængelig præsentation af dermatologien og venerologien med fokus på det mest relevante for medicinstuderende.

Hvem skal læse bogen og hvorfor?

Bogen henvender sig primært til medicinstuderende på kandidatuddannelsen, som kan bruge den sideløbende med undervisningen og som støtte i eksamensforberedelsen. Derudover kan den være relevant for yngre læger, som ønsker at genopfriske de klassiske dermatologiske og venerologiske sygdomme.

Hvordan adskiller den sig fra øvrige bøger om emnet?

Bogen er bygget op omkring en gennemgående og systematisk præsentation af sygdommene. Der er lagt vægt på at formidle stoffet på en overskuelig og lettilgængelig måde ved hjælp af blandt andet farvekoder, tabeller, kliniske billeder og huskeregler, som skal gøre det lettere for den studerende at skabe overblik og fastholde den vigtigste viden.

Er der noget, der har overrasket jer under arbejdet med bogen?

Vi har virkelig nydt processen og er blevet positivt overraskede over, hvor meget vores egne erfaringer fra klinikken har kunnet bruges aktivt i arbejdet med bogen.

 

 

KOMPENDIUM I DERMATOLOGI OG VENEROLOGI

Et overskueligt og systematisk supplement til undervisningen i dermatologi og venerologi på medicinstudiet.

Kompendiet præsenterer de mest almindelige og klinisk relevante sygdomme og kan anvendes både som støtte til den løbende undervisning, samt som forberedelse i eksamensperioden.

Der er lagt vægt på en struktureret og overskuelig formidling med brug af farvekoder, tabeller, huskeregler, forklarende figurer samt kliniske billeder, som præsenterer stoffet på en let tilgængelig måde. Derudover indeholder kompendiet et kapitel med 15 cases, som er opbygget efter eksamenslignende spørgsmål, som du kan anvende som en del af din eksamensforberedelse.

Kompendium i dermatologi og venerologi henvender sig til medicinstuderende og skal fungere som et opslagsværk til eksamensforberedelsen. Det kan dermed ikke betragtes som en erstatning for fagets lærebog, som foreligger i 2. udgave.

Bogen er fagligt reviewet, og fotos venligst udlånt af Michael Heidenheim.

Om forfatterne

Frederikke Koefoed-Hansen (f.1999) er medicinstuderende på 11. semester ved Københavns Universitet. Hun har erfaring med forskning fra Gentofte Hospital og klinisk arbejde fra privat dermatologisk praksis samt almen praksis.

Olivia Thorsgaard (f. 2000) er medicinstuderende på 11. semester ved Københavns Universitet. Hum har klinisk erfaring fra almen praksis og har arbejdet som forskningsassistent på Bispebjerg Hospital.

Find bogen her

Stream studiebøger med Lægereolen for kun 99 kr. om måneden som studerende! Og som FADL-medlem får du yderligere 25 % rabat.