Beskrivelse
I 1952 blev København ramt af det, der skulle blive den værste polioepidemi nogensinde i verdenshistorien. Polio plagede den vestlige del af verden med større og mere intense epidemier. Men kun få år efter blev sygdommen besejret ved det, som siden er blevet kaldt en af videnskabens helt store sejre: udviklingen af to forskellige, men sikre og effektive vacciner.
Vaccineudviklingen fandt især sted i løbet af 1950’erne og 1960’erne i et hæsblæsende kapløb. To mænd, Jonas Salk og Albert Sabin, stod i spidsen for udviklingen af hver deres vaccine, og i dag betegnes de ofte som ’Salks vaccine’ og ’Sabins vaccine’. Men Salk og Sabin gjorde det ikke alene, mange andre bidrog væsentligt til, at deres vacciner overhovedet kunne udvikles. Det gælder særligt fire videnskabskvinder: Herdis von Magnus, Isabel Morgan, Dorothy Horstmann og Ebba Lund, der siden blev glemt, og dermed blev ofre for Matilda-effekten.
