Skip to main content

Vi er super glade for alle de følgere, der er kommet til vores side, og vi synes, det er på sin plads at præsentere os, der sidder bag tastaturet på Nurse To Be, for jer, og dele vores tanker om, hvad dette sygeplejeunivers skal kunne.

Hvem er vi så? Svaret er: Nanna og Naja

Nanna er 23 år, og hun bliver færdig som sygeplejerske til sommer. Naja er 26 år, og hun blev færdiguddannet som sygeplejerske i januar, og arbejder nu inden for det ortopædkirurgiske speciale.

En lidt mere personlig præsentation venter vi lidt med. Men eftersom der er kommet flere og flere til – efterhånden faktisk ret mange – synes vi, at det er på sin plads, at jer der har valgt at følge med ved lidt om, hvem der sidder bag tastaturet, når der slås ting op på sitet, og ikke mindst hvad Nurse To Be egentlig går ud på.

Ud over os to, skal der også nævnes FADL’s Forlag, som vi har lavet samarbejdet med.

Det er planen, at der kommer et par stykker mere til vores hold, så vi vil repræsentere et mere blandet hold, hvad angår køn, alder, erfaringer og hvor langt vi er på vejen i livet som sygeplejerske. Hvis du er interesseret, så skriv til lasse@fadlsforlag.dk, og hør mere.

Hvorfor har vi opstartet Nurse To Be?

Svaret er først og fremmest det selvsagte: Vi interesserer os meget for sygeplejefaget, og vi ønsker som mange andre at kunne udvikle og dygtiggøre os hele tiden. Der er dog mange veje til mere viden – så mange at det faktisk nogle gange kan være svært at vide, hvor man skal starte.

Derfor er vores forhåbning, at Nurse To Be kan:

  • Hjælpe med at finde svar på de spørgsmål, du som kommende eller færdiguddannet sygeplejerske måske går rundt med, og som dit arbejdssted eller studie ikke kan give dig svar på.
  • Få dig til at sætte spørgsmålstegn ved og reflektere over noget, som du måske slet ikke havde overvejet før ift. sygeplejefaget.
  • Give dig en platform, hvor du kan tilkendegive dine meninger eller videregive erfaring inden for forskellige emner, som du har arbejdet med.

Vi synes, det er fedt at kunne dele erfaringer inden for uddannelsen og faget ved at give vores viden og råd videre, og på samme vis modtage disse fra andre.

Selvom der findes mange sites, personlige blogs, facebooksider m.m., som er rettet mod og administreret af sygeplejersker, synes vi, at der mangler noget. Og det er, hvad Nurse To Be forhåbentlig kan komme til at være.

Tanken bag Nurse To Be er at skabe en platform, som:

  • Inspirerer kommende og færdiguddannede sygeplejersker.
  • Giver et rum, hvor man kan dele erfaringer med andre.
  • Giver stof til eftertanke og refleksion.
  • Lægger op til debat og interaktion.
  • Kan udvide din faglige horisont inden for sygeplejefaget.
  • Kan guide dig på studiet og som nyuddannet sygeplejerske.
  • Kan rådgive dig, som drømmer om at rejse som sygeplejerskestuderende eller nyuddannet sygeplejerske.
  • Kan inspirere og rådgive dig til videreudvikling og –uddannelse og din fremtidige karriere.
  • Indeholder anmeldelser af skønlitterære bøger, serier m.m. af særlig relevans for sygeplejersker .
  • Har humor, konkurrencer, og ikke mindst altid en god tone, når der kommenteres og debatteres!

Vi glæder os til at dele en masse med jer!
Nanna & Naja

Illustration fra ‘Ny Sygeplejerske’ af Ruth Holst

Leave a Reply

Stream studiebøger med Lægereolen for kun 99 kr. om måneden som studerende! Og som FADL-medlem får du yderligere 25 % rabat.