AF METTE VANG
Hvilke tanker gør du dig om eksamen?
Overvej, om nogle af disse udsagn passer på dig:
- Jeg har dårlige oplevelser med eksamen og fremlæggelser.
- Jeg forventer, det kommer til at gå dårligt.
- Jeg er ikke så god som de andre.
- Jeg stiller høje krav til mig selv.
- Jeg er ikke tilfreds med en lav karakter. Jeg må ikke skuffe mine omgivelser.
- Jeg kan ikke lide at være i centrum.
- Jeg har ikke styr på stoffet.
- Jeg tror ikke, jeg kan forberede mig godt nok.
- Jeg glemmer, hvad jeg vil sige.
- Jeg ved, at “klappen går ned.”
- Jeg ved slet ikke, hvor min eksamensangst kommer fra.
Dine tanker vedr. eksamen har betydning for, hvordan din krop reagerer. Eksamensangst kan skyldes tanker med et negativt indhold. Husk, at negative tanker ikke nødvendigvis bygger på virkeligheden, men ofte snarere er en formodning om virkeligheden. Altså noget, vi forestiller os, vil ske. Tanker er jo bare elektriske impulser i hjernen. Hvis vi kunne undlade at give vores tanker opmærksomhed, ville kroppen ikke have noget at reagere på.
Teknik 1: Stopskiltet
Luk dine øjne, og forestil dig et stort, rødt stopskilt. Hver gang du oplever en uhensigtsmæssig tanke, lukker du øjnene og visualiserer et rødt stopskilt.
Teknik 2: Bjerget
Luk dine øjne, og forestil dig, at du står på toppen af et stort bjerg. Der er skyer over dit hoved. Skyerne er dine tanker. Hver gang du oplever en uhensigtsmæssig tanke, forestiller du dig, at din tanke, som en sky, driver hen over dit hoved og væk.