Hele kroppen bobler af glæde og spænding – du har nemlig fået beskeden om at du er optaget på drømmestudiet og den aller første skoledag nærmer sig med hastige skridt. Pludselig bliver den boblende glæde afløst af ærkefjenden, nervøsitet. Hvad nu hvis? Hvordan gør jeg det? Kan jeg klare det? Er der overhovedet nogen, som jeg vil kunne snakke med?
Spørgsmålene kan hurtigt hobe sig op, og derfor har jeg her samlet en liste over de ting, der kunne have været rart at vide inden den første dag på studiet.
ALLE er nervøse
Det er den første dag. Alle glæder sig og er helt vildt nervøse for om de passer ind, præcis som du måske er det lige nu. Det er helt normalt! Der er ingen grund til at tvivle på, om du kan finde rundt og om det er nemt at møde dine klassekammerater, for der vil stå tutorer klar til at vise vej og hjælpe dig med at finde ud af, hvor du skal være. Det bedste du kan gøre for dig selv er at slå koldt vand i blodet og blot være til stede, så skal alt det andet nok komme hen ad vejen!
Alder betyder intet
Det er på ingen måde unormalt at ende i en klasse med en bred aldersfordeling. Der kan være personer fra 18 og op til 40+. Med den viden i baghovedet kan du godt komme til at tænke på hvad det vil få af betydning for klassedynamikken og om det bare bliver ”de unge over for de gamle”, men sådan er det slet ikke.
Alderen betyder ikke noget på en videregående uddannelse. Her er det din interesse, din lyst og din personlighed der tæller og ikke dit fødselsår. Det kan vise sig, at den du arbejder bedst sammen med er kvinden der aldersmæssigt kunne være din mor – og det er bare en af de fede ting ved at befinde sig på sygeplejestudiet, her er alderen virkelig bare et tal uden betydning.
Det sociale kommer næsten af sig selv
For rigtig mange af dem der starter på en videregående uddannelse er det sociale aspekt en vigtig ting. Det sociale ér også en vigtig ting, for ens uddannelsesinstitution bliver trods alt ens værested de næste 3½ år. Der kan være mange tanker i forhold til det sociale og hvordan det fungerer – hvordan falder man i snak med klassen osv.
Og dertil er der bare at sige: Slap af! Der bliver lagt utroligt meget vægt på at skabe en tryg introtid med masser af lege og ryste-sammen ting for at man netop får lagt et godt socialt fundament. Ud over det kan man som klasse også gå meget op i f.eks. at spise frokost sammen, tage på café og lave hyggeaftener osv. for selv at lægge en indsats – men langt det meste af det sociale kommer af sig selv grundet aktiviteter fra tutorer og skolen.
Introdagene er et fantastisk fundament
Introdagene kan være lange, tunge og kedelige! De er fyldt med en masse informationer, man alligevel når at glemme halvdelen af, fordi man er nervøs og konstant får nye ting fortalt. Når det så er sagt, så er introdagene bare heller ikke noget, du bør undgå at dukke op til!
Du lærer meget, du kommer til at hygge dig, og du bliver bekendt med alt det, du har brug for at vide. Det du glemmer halvdelen af, er der andre der husker, og ellers kan du altid spørge om hjælp. Men introdagene giver så meget, selvom du kan føle de giver så lidt, og jeg vil til enhver tid råde folk til at komme til dem.
Man behøver ikke på forhånd at købe alle bøger
Pengepungen skriger af smerte hvis du køber alle bøger, som er opgivet på pensumlisten, til den første dag. Studiebøger er, desværre, enormt dyre når man er på SU. Alle de væsentlige grundbøger såsom anatomi/fysiologi, basisbog i sygepleje osv. er rigtig gode bøger at have med fra start, men det er langt fra alle, der er nødvendige.
Det kan selvfølgelig være svært at skelne mellem de vigtige og mindre vigtige – og her kan det være en god idé at kontakte din tutor eller hvis du i forvejen kender en der går på studiet. Har du adgang til selve læseplanen kan det dog også være en idé at kigge igennem hvilke bøger der i særlig grad bliver brugt og hvilke du kan nøjes med at låne på biblioteket, eller scanne ind (selvfølgelig inden for lovens rammer med CopyRight, som du også får fortalt på introdagene ?)
Du behøver ikke at være halv sygeplejerske inden du starter
Der venter rigtig meget, når du skal starte på sygeplejestudiet. Medierne fortæller også gerne om en presset hverdag og man kan hurtigt bliver fortvivlet over, om man er god nok, kan nok og om man kan klare det.
Men bare rolig! Om du kommer med 20 års erfaring eller aldrig har været i nærheden af faget, så er det helt, som det skal være! Her gælder samme princip som med alder, det er ikke din erfaring der kommer til at føre dig gennem studiet. De er dig, din interesse og dit gåpåmod!