AF RIKKE HOLMBOE

Jeg startede på sygeplejerskestudiet da min datter var ca. 10 måneder, dvs. at hun lige var blevet indkørt i daginstitution. Min kæreste læste til folkeskolelærer i forvejen, og vi havde ofte hørt at det er rigtig nemt at læse og have børn, så ville man nemlig få masser af tid til ens børn. Det viste sig dog ikke at hænge helt sammen med det jeg oplevede.
IKKE NEMT
Hvis du som person er meget pligtopfyldende, så er det på ingen måde nemt at være sygeplejerskestuderende og have børn. Jeg havde nemlig mødepligt undervejs på mit studie og undervisning fra kl. 8-15 (nogle gange kl. 16) nærmest hver dag. Oven i dette kommer klinikperioderne, hvor man har længere dage og også skal få læst, lavet gruppearbejde osv. På andre studier hvor der ikke er samme mødepligt, samme antal undervisningstimer og klinikperioder, vil jeg umiddelbart tro, at det kan være lettere at få livet som mor og studerende til at hænge sammen, dog uden at vide det med sikkerhed.
Det tog lidt tid før jeg fik grebet alle de bolde jeg havde i luften og fundet en god rytme i hele hverdagen med studieliv, familieliv og socialliv. Planlægning og struktur var mine bedste venner. Jeg regnede ud, hvor længe jeg var om at læse, og dermed kunne jeg nemt regne ud, hvor mange timer jeg skulle bruge på at læse det litteratur, der var opgivet. Dette gjorde, at jeg kunne planlægge, hvornår jeg skulle læse for at nå det hele.
PLANLÆGNING
Det betød også, at min datter i dag er rigtig god til kroppens anatomi, da jeg mange aftener har læst højt fra min anatomi og fysiologibog som godnathistorie for hende. En lille bonus ved dette er at man får spørgsmål fra ens barn og dermed bliver trænet i formidling af det svære læsestof (Meeeen når det er sagt, så er det jo ikke lige altid, hun gad at høre om hjertes opbygning, eller hvordan nervesystemet fungerer – det er ingen dans på roser).
Jeg synes, det var hårdest i klinikperioderne hvor jeg brugte mange timer væk fra hjemmet. Her var det igen vigtigt med planlægning samt at ryste den dårlige samvittighed væk, som kunne kravle op på mine skuldre og tynge. Hvis det bliver meget udfordrende, er det helt sikkert med at få talt med den kliniske vejleder, og få aftalt hvad I kan gøre for at få det til at gå bedre op.