Yngre læge: Enormt meget usagt

By 25. juni 2020MEDICIN

Mit navn er Marie. Jeg er 31 år gammel og blev uddannet læge i januar 2019. Aktuelt er jeg ansat i min drømmestilling som introduktionslæge i pædiatri på Kolding sygehus. I min fritid driver jeg Instagramprofilen og den dertilhørende blog “Yngrelægeliv”. Jeg legede med tanken om at starte bloggen allerede under studiet, da jeg følte, at der er enormt meget usagt og “selvfølgeligt” inden for vores felt, som altså ikke altid lige ligger til højrebenet at navigere rundt i og kan gøre en enormt usikker. Men det var først efter 6 mdr. som KBU-læge, at jeg tog det endelige skridt. Lidt spontant bevares, men jeg er siden kun blevet bekræftet i, at det var det helt rigtige at gøre. Siden da har det taget fart og jeg føler, at profilen er med til at lette nogen af de tanker, bekymringer og også glæder, som rigtig mange af de yngre læger og medicinstuderende kan nikke genkendende til.

Jeg elsker mit erhverv, men ofte har jeg manglet et forum, hvor vi yngre læger kan udveksle erfaringer. Både i forhold til selve arbejdet og ansvaret man pludselig står med, men også for at diskutere de dilemmaer, vi kan stå med i løbet af en dag: Familielivet, der skal køres for fulde drøn ved siden af et liv med mange års pendling og korte ansættelser, uddannelsesforhold, forskning og den ensomhed og det manglende tilhørsforhold, der også kan følge med de første mange år som yngre læge. Ofte er vi kun ansat på afdelingerne i korte perioder af 6-12 måneder af gangen, i enten KBU, vikariater eller introduktionsstillinger, og man kommer hurtigt til at gå med mange tanker selv, fordi ens venner og veninder bliver spredt fra alle vinde, når vi færdiggør studiet. Jeg betragter egentlig mig selv som en ret robust person, der også har et solidt netværk af veninder, venner og familie. Men jeg må sige, at jeg var overrasket over, hvor meget det påvirkede mig – specielt da jeg skulle fra KBU til intro – ikke at vide mig sikker på, hvad jeg skulle, når min stilling ophørte d. 1/3-20 og jeg igen skulle til at skifte arbejdsplads og tilhørsforhold. De første mange år, ofte 6-10 år, er ansættelserne med udløbsdato, og vi ved aldrig, hvornår eller hvor den næste stilling er. Den usikkerhed det medfører, både for mig selv, men også for min familie, er et vilkår, man måske nok er bevidst om, når man starter på medicinstudiet, men nok ikke helt forstår konsekvenserne af. Det betyder, at vi ikke kan slå os rigtigt ned, og hvis man som os vælger at gøre det alligevel, betyder det også, at man affinder sig med års pendling. For nogle perioder flere timer dagligt.
Når det så er sagt, så har vi et fantastisk job, hvor mulighederne er mange. Kommer man de rigtige steder, hvor der er rum til at alle kan byde ind, så oplever man en dynamik og et drive, som jeg sjældent har mødt i nogle andre faggrupper. Og det smitter af på en selv.

Noget af det, der optager mig mest i mit lægefaglige virke, er uddannelse og uddannelsesmiljø. Jeg tror ikke, man skal tage fejl af, at lægefaget stadig her anno 2020 mange steder er meget gammeldags og hierarkisk opbygget. Jeg tror, man kan opleve det specielt som studerende, hvor man hurtigt kan blive udnyttet i klinikophold som “journalslave” eller til blot at stå og se på, hvis man ikke selv er fremme i skoene og i nogle tilfælde kan klare mosten med afvisninger. Eller som gratis forsknings hjælp, i bytte mod at man “jo får sit navn med på publikationen”. For slet ikke at tale om såkaldte interessetimer – ekstratimer, hvor der på en given afdeling er en kultur om, at det skriver man ikke på timeregnskabet, men det er nødvendigt, hvis man vil dygtiggøre sig – der stadig eksisterer rundt omkring. Heldigvis har jeg mange steder også oplevet de rigtig gode måder at gøre tingene på, og det smitter af hele vejen rundt. Det gør, at det faglige niveau bliver højere, der skabes en dynamik i lægegruppen og der dannes en kultur om fælles at komme fremad, fordi alle tør komme med deres ideer og inputs. Det vil jeg virkelig gerne være med til at fremme og arbejde for, der hvor jeg skal have min daglige gang. Udover at jeg håber på at blive en fagligt og kommunikativt dygtig, kreativ og legende børnelæge og forblive sådan gennem hele mit fremtidige arbejdsliv.

Marie Bendix Simonsen, yngre læge