Af forfatter René Flamsholt Christensen
Under et ophold på Færøerne i maj i år gæstede jeg nogle af de steder, Panum besøgte under den voldsomme mæslinge epidemi, der havde ramt øerne for 175 år siden.
Forhistorien til Panums besøg var, at en færing i slutningen af marts 1846 var vendt hjem til Torshavn efter et besøg i København. Under sejlturen hjem begyndte han at føle sig skidt tilpas. Nogle dage efter ankomsten viste det sig, at han havde medbragt mæslinger – en voldsomt smitsom sygdom, der ikke havde optrådt på øerne siden 1781. Bortset fra de knap 100 færinger, der var mere end 65 år, var alle andre – knap 8000 børn og voksne – modtagelige for den farlige sygdom. Epidemien satte folk ud af stand til i længere tid at tage ud at fiske, passe fårene, eller hvad de nu levede af, og fødevareproduktionen blev truet. Og den stærkt forøgede dødelighed betød, at folk ikke blev begravet i samme takt, som de omkom.
Efter en kort periode rasede sygdommen i og omkring Torshavn. Herefter spredte den sig hurtigt ud over stort set samtlige øer. Da nyheden om epidemien nåede København, reagerede myndighederne ved at sende to nyuddannede læger, Peter Ludvig Panum og August Henrik Manicus, afsted for at hjælpe de to fastboende læger med at yde lægehjælp til indbyggerne på de nordatlantiske øer.
Fra sin ankomst i slutningen af juni 1846 og de følgende fem måneder tilså, behandlede og rådgav Panum godt 1000 patienter på 15 af de beboede øer. Som den overmåde videnskabeligt orienterede og observante mand, han var, foretog han også en række optegnelser og analyser af epidemien. På det grundlag lykkedes det ham – som den første i verdenshistorien – at udvikle en teori om smitte. Ingen havde endnu på dette tidspunkt nogen anelse om eksistensen af de partikler, som Panum kaldte smitstof, men som vi nu kalder bakterier eller virus. Panum indså, at smitsom sygdom var et biologisk, regelbundet fænomen, der kunne overføres fra menneske til menneske, og ikke – som de fleste troede – enten var guds straf, en uforudsigelig kosmisk foreteelse, eller skyldtes ’dårlig’ luft. Han begreb, at hvis man én gang havde haft sygdommen, fik man den ikke igen. Hermed fangede han, som en af de allerførste nogensinde, det princip, vi i dag kalder immunitet. Og ikke mindst vigtigt: hans teori satte ham i stand til at tilråde folk at selvisolere for at bryde smittekæderne. Dette medvirkede helt sikkert til at begrænse både sygelighed og dødelighed.
Hvis det lyder bekendt, er det fordi Panums opdagelser stadig – 175 år senere – er grundlaget for de tiltag, der har været iværksat for at håndtere den aktuelle pandemi med Covid-19. Han blev i realiteten en af epidemiologiens grundlæggere.
Panum offentliggjorde efter sit fem måneder lange ophold på øerne en både velskreven og detaljeret rapport. Han blev transporteret fra ø til ø i fartøjer meget lig det som vises på billedet her – og antagelig under lignende vejrmæssige forhold. Han har givetvis måttet indkvarteres og beværtes under omstændigheder, han ikke kendte til fra København. Men han røber aldrig bekymringer vedrørende sin egen sikkerhed eller den mad, han beværtes med; dog vakte hans beskrivelse af færingernes ernæring og personlige hygiejne sidenhen en vis harme, men var i virkeligheden fagligt fuldstændig sober.
I Panums rapport finder man hans håndtegnede kortlægning af smittespredningen, baseret på hans egne observationer og udspørgen af de mange mennesker, han kom i kontakt med under sit ophold.
Panums håndtegnede kort.
Hans rapport beskriver situationer i en række lokaliteter, han besøgte (sproget her let modificeret):
Den første Bygd, jeg på mine Omrejser kom til (d. 2den Juli), var Tjørnevig på Nordstrømø, hvor 80 af de 100 Indbyggere lå af Mæslinger. Den 4de Juni havde en Baad med 10 Mand fra Tjørnevig deltaget i en Grindefangst i Vestmannhavn, og netop den 14de Dag derefter, den 18de Juni, udbrød Mæslingeexanthemet hos alle 10 Mand, efter at de i 2–4 Dage havde befundet sig ilde og lidt af Hoste og Smerter i Øjnene.
Tjørnuvik – af Panum kaldet Tjørnevig. Tjørnuvik (48 indbyggere) giver et fint indtryk såvel af Færøernes storslåede natur som af de ublide livsvilkår, der må have præget indbyggernes eksistens på Panums tid.
Funningur – i Panums beskrivelse Funding – har knap 60 indbyggere.
D. 3. juni afgik en anden Båd fra Funding tilligemed en Baad fra Nordre-Gjov til Handelsstedet Klaksvig. Mændene fra disse Både måtte, for at få Varer, lade Skibet med tørrede Fisk. En Mand fra Funding fik Ondt og måtte gå ind i et Hus, ja i en Stue, hvor der lå flere Mæslingesyge; de andre Mænd fra Funding og Mændene fra Nordre-Gjov, var kun inde i Skibsrummet og i Pakhuset, hvor de stod tæt sammentrængt med andre Mennesker, hvoriblandt der var en Mand fra det af Mæslinger angrebne Nord-Øre.
Efter deres Hjemkomst gjorde Mændene fra Funding ligesom de Mænd, der med den første Båd havde været i Klaksvig (de havde kasseret det papir, varerne havde været pakket ind i og vasket og klædt sig om) – og Ingen af dem blev syge, før hele Bygden var angreben (altså noget senere). Mændene fra Nordre-Gjov, som ikke havde foretaget samme omhyggelige Renselse efter Hjemkomsten, fik alle 5 Exanthem omtrent 14 Dage derefter.
Mit besøg på Færøerne omfattede dertil et kort interview i radioen om Panums bedrift. Det kan man lytte til her (indledes på færøsk): https://kvf.fo/non?sid=124516.
Ligeledes gav jeg en kort præsentation og signerede min bog hos Tina Jakobsen i Færøernes ældste boghandel, H.N. Jakobsens Bókahandil i Torshavn. Her foreviget med boghandleren selv og professor Jóan Pauli Joensen, der har anmeldt bogen i Færøernes ældste dagblad, Dimmalætting.
******
Min tur i Panums fodspor blev en minderig oplevelse af de nordatlantiske øers betagende natur og af den ukuelige gæstfrihed og fine lune, man – trods deres af og til barske livsvilkår – møder hos færingerne.
